Kategoriarkiv: Kommentarer om bogbranchen

Bliv udstiller på Bogforum 2016 med NewPub

Jeg har længe drømt om det her! Jeg har arbejdet for det det seneste års tid: Til november kan forfattere, grafikere, redaktører,mikroforlag og andre selvstændige og mikro-virksomheder udstille på Bogforum til en pris der formodentligt kan ligge fra omkring 1500 kr. + moms. Tæt på en tiendedel af prisen på en almindelig stand. Og det inklusiv adgangsbillet, plads i kataloget, egen skiltning m.m. Og det er ikke ude i den yderste krog af messen, det er midt i Centerhallen, hvor alle 30.000+ gæster passerer forbi igen og igen.  Og det bliver i et stort Skriv Selv-område, der inkluderer en scene, som jeg og Eva Fredensborg sidder i programudvalg for, sponseret at Saxo.

Vil du høre mere og evt. deltage, så følg med på NewPubs Facebookgruppe, hvor du også finder pressemeddelelsen fra Bogforum!

Centerhal Skriv Selv udkast 2016-03Toptryk Grafisk er sponsor for NewPub-standen.

Mega og mikro forlag bliver fremtiden

JbthompsonMegaforlag og mikroforlag/selvudgivelse bliver fremtiden i udgivelsesbranchen. I følge professor John B. Thomson fra University of Cambridge.

Jeg deltog ligesom flere andre newpub’ere på konferencen Books and Publishing in a Digital Age på KUA tirsdag-onsdag d. 29-30. april. Især prof. John B. Thomson fra University of Cambridge havde nogle meget interessante analyser for newpub’ere og forfattere – om hvordan bogudgivelse (trade publishing) nødvendigvis går i to retninger: Mod megaforlag / ”extreme publishing” og mod mikroforlag og selvudgivelse.

Udgangspunktet er ifølge Thomson, at bogmarkedet for forlagene i det store hele er mættet. Der kommer ikke mange nye læsere til og udsalgspriserne er under konstant pres nedad. Vækst opnås kun ved at tage markedsandele fra andre forlag. Samtidig har meget aggressive litterære agenter (i USA først) presset prisen på forskud op og op for de forfattere og manuskripter, der har potentiale til at blive STORE bøger. De store forlags fokus og kamp bliver stadig mere at ramme guldet. Man betaler eksorbitante forskud for manuskripter man tror vil kunne blive mega-bestsellere. Og i den kamp vil mid-list forfatterne i udstrakt grad tabe forlagenes interesse. Nok så mange gode, solide bøger kan ikke sikre den årlige vækst som de stadig større (konsoliderede) udgivelseskoncerner kræver.

I det ”game” kan kun de rigtigt store forlag følge med. Mellemstørrelse-forlagene har ikke midler til at byde ind på de titler der kæmpes om. De (pop)stjerner der vil honoreres absurd. Men de har heller ikke den fordel mikroforlag og selvudgivere har – nemlig goodwill. Mikroforlag og selvudgivere har relativt meget mindre omkostninger end traditionelle forlag og de kan i ret udstrakt grad trække på et velvilligt netværk som vil arbejde billigt, dele viden osv. Det bliver ifølge Thomson The Economy of Scale på den end side og The Economy og Favours på den anden, der vil definere fremtidens udgivelsesmarked.

John B. Thomson forudså disse otte tendenser for branchen:

1. Amazon vil vokse – mange flere fysiske butikker vil lukke
2. Flere forlag vil konsolidere og andre til stoppe med trade publising (bøger til alm. boghandel)
3. Kampen for synlighed vil flytte stadig mere online (butikker lukker jo)
4. Skiftet mod digitale bøger vil fortsat øge (i varierende grad for skønlitt., lærebøger, fagbøger, ..).
5. Pris-inflation vil presse udgivere yderligere. Der vil være konstant nedadgående prispres. Også på værdien af intellectual property.
6. Stadig øgede krav til at reducere omkostninger.
7. Traditionelle papirbog-distributører vil komme under øget pres (hvilket kan få store konsekvenser)
8. Mikroforlag/selvudgivere og start ups vil vokse og trives og ”mellemmanden” vil få det stadig sværere.

Professor Thomsons næste forskningsområde vil være selvudgivelse. Jeg stak ham naturligvis et NewPub-visitkort og foreslog ham at kigge på hvad vi har gang i her.

Det bliver spændende at se hvor den litterære kvalitet skal hentes i fremtiden. Er det fra mega-forlagene som kæmper om at udgive Dan Browns eventyr og Paris Hiltons illustrerede erindringer?

Prof. John B. Thomson’s side: http://www.sociology.cam.ac.uk/contacts/staff/profiles/jthompson.html

 

Nye analyser er en bomberegn for bogbranchen

Author EarningsDen første bombe ramte i sidste uge, da bestsellerforfatteren Hugh Howie (Wool) fremlagde en analyse han havde lavet sammen med en anonym programmør. Denne programmør har bygget en “crawler” som kan gennemtrawle hele Amazon Books dagligt, og nu fremlagde man de første analyser på baggrund af salgstal fra verdens største boghandel, som aldrig har været offentligt tilgængelige før. Og tallene viser ikke bare at forfattere som selv udgiver deres bøger (selvudgivere/indie forfattere) fylder langt mere end nogen troede, de viser også at uanset indtægtsklasse, så tjener selvudgiverne mere end forfattere som udkommer på forlag. Fra top bestsellerforfattere og ned efter.

Mest interessant er måske, at analysen viser, at mid-range forfattere kan opnå en regulær indtægt ved at udgive selv, hvad for det store flertal aldrig har været muligt gennem forlagsaftaler. Selvfølgelig gælder de her tal primært USA og engelsksprogede forfattere, men der er ingen tvivl om at tendensen er tilsvarende overalt. Og heller ingen tvivl om at disse tal vil skubbe yderligere på udviklingen.

Den første rapport kom sidste søndag og var baseret på 7000 titler. I går, mens jeg var ved at færdiggøre dette nyhedsbrev, landede rapport nummer 2, som bygger på 50.000 titler. Og der kan ventes en strøm af nye rapporter, som vil give alle i branchen stadig ny indsigt.

Hugh Howie’s rapporter findes her på hans nye kollegiale forfattersite: authorearnings.com/

Og hans gode og muntre kollega (også bestsellerforfatter og blogger) Joe Konrath præsenterer løbende rapporterne i en muntert perfid dialogform med en imaginær traditionel udgiver. Jeg linker her til den første af hans to blogs om analyserne. De er lange, men absolut underholdende.

 

 

PRM: NewPubs stifter taler på Beijing International Book Fair

PRESSEMEDDELELSE – 22. august 2012

NewPub – et nyt dansk forfatternetværk er Danmarks repræsentant på den 19. internationale bogmesse i Beijing i næste uge.

Beijing International Book Fair (BIBF) er en af verdens største bogmesser, og dens betydning for den internationale forlagsbranche er hurtigt voksende i takt med at det kolossale kinesiske marked efterspørger mere og mere engelsksproget og oversat litteratur. BIBF har i år stærkt udvidet fokus på ”digital publishing” og de nye teknologiers betydning for bøgerne, læserne og bogbranchen. I anledning af det aktuelle europæisk-kinesiske dialog år bidrager det Danske Kulturinstitut i samarbejde med en række europæiske kulturinstitutioner med en konference om de nyeste trends indenfor bogudgivelse, forlæggeri og digitale udgivelsesværktøjer. Konferencen finder sted på Beijing-messen torsdag den 30. august.

En af de fem hovedtalere er forfatteren, ”selv-forlægger” Karsten Pers, medstifter af det unge danske forfatternetværk NewPub, som vil indvie kinesiske forlagsfolk i de forandringer der allerede er sket i bogbranchen og om tendenser man kan forvente i årene fremover. Direktøren for Det Danske Kulturinstitut i Beijing, Eric Messerschmidt, er meget glad for at få netop denne særlige danske vinkel på konferencen. ”På mange måder repræsenterer NewPub en gennemgående strøm i dansk kulturhistorie, som vi for eksempel også kender fra andelsbevægelsen, og der er ingen tvivl om, at Karsten Pers’ indlæg vil være inspirerende og nyt i en kinesiske sammenhæng”.

Karsten Pers stiftede i november 2011, sammen med journalist Abelone Glahn, netværket NewPub, som allerede nu samler små 500 forfattere og forlagsfolk i en meget levende Facebook-gruppe. NewPub står for New Publishing, og gruppens formål er at hjælpe forfattere med at dele viden og erfaringer om de mange nye forretnings- og udgivelsesmuligheder som internettet, e-readers og nye digitale trykmetoder tilbyder forfatterne. Denne netværksdannelse stiller forfatterne som erhvervsgruppe langt stærkere end det nogensinde tidligere har været muligt, og det forstærker en udvikling hvor forlagene i højere grad må indrette deres tilbud og krav efter forfatternes ønsker og behov.

Om Karsten Pers
Karsten Pers er succesfuld forfatter og ”selv-udgiver” på sit eget Forlaget Mondo, og rådgiver eksperter og erhvervsfolk om hvordan man planlægger fagbøger til succes. Karsten arbejder i krydsfeltet mellem kommunikation, interaktion og it – han var i 1995 medstifter af Danmarks første web-design firma (Mondo) og i 1998 af softwarehuset MondoSoft. ( Se: www.forlagetmondo.dk )

Om NewPub
NewPub – som nærmest kan kaldes en græsrodsbevægelse – blev stiftet i november 2011 af Abelone Glahn og Karsten Pers, og skudt i gang ved et par store forfatterseminarer med økonomisk støtte fra Dansk Forfatterforening og Dansk Journalist Forbunds Jubilæumsfond.
(Se: http://www.facebook.com/groups/newpub/ og www.newpub.dk )

Om BIBF
19th Beijing International Book Fair – afholdes fra 29/8 – 2/9 2012 i New China International Exhibition Center. – (se: http://www.bibf.net/WebSiteEn/Home/Default.aspx )

Kontakt:
Karsten Pers – 40 52 56 01 / karsten@forlagetmondo.dk
Abelone Glahn – 24 25 48 52 / ag@amedia.dk
Eric Messerschmidt – +86 186-0137-0027 / em@danishculture.cn

Gyldendal på offentlig støtte

Gyldendal har søreme fået Kunststyrelsen til at betale oversættelsen til engelsk af en ti år gammel Ib Michael bog. “Udgivelsen er et pilotprojekt, der skal bane vejen for flere oversættelser af danske bøger til det engelsksprogede marked” som forlaget formulerer det i sin pressemeddelelse. Og Ib Michael er således blevet til “e-bogspioner”…!

Jeg synes det er fantastisk at landets største forlag får dækket sine oversættelses-omkostninger af det offentlige. Jeg har selv lige spenderet små 40.000 på en oversættelse til engelsk af Babykalenderen – men det var jo heller ikke noget “pilotprojekt” – og jeg glemte at bilde nogen ind at jeg er pioner. Jeg så det bare som en naturlighed at forfattergerning også er en kommerciel aktivitet… Mon Gyldendal betaler tilskuddet tilbage hvis de tjener pengene hjem, eller dropper de at gøre en salgsindsats nu da de ikke har økonomi i klemme?

Se pressemeddelelsen her: http://www.gyldendal.dk/artikler/mikebog